KYED, Sören Nielsen ²⁷

  Notater:

Døbt: Side 134.
Frembåren af Madame Solthov.
Faddere:
Christen Kyed af Stubberup, Anders Pedersen af Hesselballe, Sören Kyeds hustru af Viuf og Maren Jacobsdatter af Starup.

Fra afsnittet To gamle ungkarle i Starup (Sören Kyed var den ene)

Ved den store auktion i 1765 lod Niels Sörensen Kyd sønnen Sören købe Egeland, men da denne ikke kunne finde sig nogen livsledsagerinde, fik hans gifte bror Johan Otto Kyed siden gården, og Sören blev nu gående hos ham som en slags aftægtsmand. Han fik føden og sin egen stue og kunde bestille noget eller lade være, ligesom han vilde. Hans opgave bestod i at samle penge, som broderen eller dennes børn siden kunde arve. En sådan stilling var ikke ualmindelig i hine tider, og dens indehavere har sikkert fundet den højst behagelig, ti der blev taget stort hensyn til dem. Gårdejeren passede nøje på ikke at fornærme dem, for så kunde de jo rejse bort fra gården og testamentere deres penge til andre. I reglen gik disse gamle ungkarle og blev nogle sære snegle, og det blev Søren Kyed også, men penge fik han samlet, for han forstod at være om sig, og han forstod at spare.

Han havde en mængde får, som han satte ud hos forskellige mænd i sognet på det vilkår, at disse skulde græsse, fodre og passe dem og til gengæld være halvt med ham om udbyttet. Når fårene skulde klippes, mødte Søren og tog halvdelen af ulden, og når lammene solgtes, tog han ligeledes halvdelen af pengene for dem. Var ulden ikke højt i pris, solgte han den ikke, men gemte den hen til bedre tider. Han havde den siddende ude i laden ligesom hø, og gamle folk fortæller, at han sommetider havde hele 2 fag uld. Engang imellem skulde den ud for at luftes, og da var det drøje tider for Søren Kyed, for han skulde selv med og måtte da opholde sig dag og nat ude på marken for at passe på ulden.

Om vinteren holdt han sig, i hvert fald på sine gamle dage, mest inde. Han sad da gærne foran det åbne ildsted og fyrede. Her fik han rigtig lejlighed til at vise sin sparsommelighed, ti han brugte altid vådt brænde, og når det endelig kom i brand, dryssede han vand på, for at der ikke skulde gå formeget med.

Om foråret havde han travlt i skoven. Da skulde risgærderne, som gjorde skel imellem de forskellige lodsejeres skifter, istandsættes, og dette var et arbejde, han forstod sig på. I reglen var disse gærder om vinteren halvt væltede af blæst og sne, og når man nu var påpasselig, kunde man nok, når man rejste dem igen, knibe lidt af naboens grund. Stod et træ tæt udenfor gærdet, kunde man slynge en gren fra gærdet om træet >for at støtte gærdet<; næste år blev endnu et par slynget om, og tredje år stod træet midt i gærdet. Efter et par års forløb stod træet frit indenfor gærdet, og et nyt træ var nu ved at støtte gærdet. Søren Kyed skal have været en mester i denne kunst, og når han en sommerdag sammen med en eller anden fortrolig gik igennem skoven, kunde han med stolthed fortælle, at de og de træer havde han vundet. Endnu den dag idag mener man at kunne se sporene af hans arbejde, idet Egelands skovskel mange steder går i sære bugter og bøjninger.

Død: Side 4. Sören Nielsen Kyd. Ungkarl i Starup. 84 år 8 uger.

  Om Sören:

• FT-1787, 01.02.1787, Starup By, Øster Starup Sogn, gård. 44 år. Hos broderen Johan.