pil pil pil pil
BARGISEN, CHRISTIAN CHRISTIANSEN
(1849-1935)
BEENGAARD, CHRISTINE
(1854-1939)
NIELSEN, LAUE
(1862-1948)
KROGH, MAGDALENE MARIE
(1865-1946)
BARGISEN, JØRGEN JØRGENSEN
(1891-1974)
NIELSEN, MATHILDE KRISTINE
(1889-1965)

BARGISEN, Edith Christine Magdalene
(1914-2004)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. HANSEN, Aage Viktor

BARGISEN, Edith Christine Magdalene

  • Født: 20.10.1914, Rosengade 4, Kolding Sankt Nicolai Sogn, Brusk Herred, Vejle Amt
  • Dåb: 08.11.1914, Kolding Sankt Nicolai Kirke, Sankt Nicolai Sogn, Brusk Herred, Vejle Amt
  • Ægteskab (1): HANSEN, Aage Viktor den 16.10.1935 i Egtved Kirke, Egtved Sogn, Jerlev Herred, Vejle Amt
  • Død: 22.03.2004, "Birkebo", Christiansfeld Kommune, Sønderjyllands Amt i en alder af 89 år
  • Begravet: 25.03.2004, Vejstrup Kirkegård, Vejstrup, Christiansfeld Kommune, Sønderjyllands Amt
Billede

punkttegn  Notater:

Opslag 34 født. Rosengade også kaldet Rosendahlsgade.
Faddere:
Forældrene
Madam Anna Petersen
Snedker Martin Nielsen
Snedker Christian Nielsen
Alle af Kolding

Ved vielsen ugift husassistent af Refsgård.


Moster Ediths erindringer

Nedskrevet i efteråret/vinteren 1981/1982. Renskrevet i september 2014.

Lad mig begynde med begyndelsen. Jeg blev født den 20. oktober 1914 i Kolding. (Edith Christine Magdalene Bargisen, gift Hansen, red.).

Min far (Jørgen Jørgensen Bargisen, red.) stammer fra Sjølund i Vejstrup. Han er født i 1891 på en lille ejendom på 4 tdr. land kun to minutters gang fra Sjølund Mølle. Han havde tre søskende Kristian, der var 10 år ældre end far, og Lovise og Mette. Han døde i 1974 knap 83 år gammel. Hans ældste søster sidder i skrivende stund på plejehjemmet Birkebo i Christiansfeld og er lige fyldt 98 år. Far har gået i skole hos sangeren Poul Bundgaards bedstefar.

Efter endt skolegang kom han i lære i tre år på Sjølund Mølle, og derefter arbejdede han på møllen som svend i tre år. Min far var politisk bevidst allerede fra sine unge år. Mens han var på Sjølund Mølle, agiterede han for bedre løn og bedre vilkår. Han hængte opråb op i møllen, men de blev revet ned lige så hurtigt. Så satte han en glasplade for og slog papsøm i hele vejen rundt. Så måtte man knuse glasset først, og så fik det lov til at blive hængende. Han fortalte også fra dengang, da han arbejdede på Hollænders Teglværk i Kolding, at arbejderne var enige om, at de ville have 10 øre mere i timen, men Hollænder tog dem med ned i byen på en knejpe. Dér spenderede han dygtigt på dem, så de så mere lyst på tilværelsen. Han fik dem til at nøjes med 5 øre.

Min mor (Mathilde Kristine født Nielsen, red.) blev født i 1889 i Anslet lige syd for den gamle grænse. Hun gik i Anslet Skole, den nuværende konfektionsfabrik "Hejko". Hun tjente en sommer hos sin lærer Duus, hvor hun bl.a. malkede et par køer og vaskede spande i frikvarteret, mens hendes kammerater legede. Når det var Kejser Wilhelms fødselsdag, var det hende, der skulle hejse flaget. Så blev hun mobbet, som det hedder nu, i flere dage, for befolkningen var jo dansksindet. Da hun var 16 år, flyttede hun til Hejls med sine forældre. Hendes far (Laue Nielsen, red.) var skrædder, og to af hendes brødre (Peter og Martin, red.) blev det også. Min mor og hendes søster Hansine lærte ligeledes at sy. Mor fortalte med en vis stolthed, at hun var direktrice på systuen "Nord" i Christiansfeld, da hun var 19 år. Dengang forstod jeg vist ikke rigtigt, hvad det betød. Mor blev ved med at sy, også efter at hun blev gift. Hun syede et par år hos Andreas Erichsen på Haderslevvej i Kolding, men det var før, hun blev gift. Hendes søster Hansine var også ansat hos Andreas Erichsen.

Mens hun var på "Nord" i Christiansfeld, lærte hun min far at kende. Han var dengang på Sjølund Mølle. De kom begge til dilettantforestillingen på "Frederikshøj", også kaldet Den Gamle Grænsekro. Der opførtes "Eventyr på Fodrejsen", og så var deres skæbne bestemt. Når de skulle mødes, skrev far gerne: Ved Taps Mejeri, hvis det ikke blæser! Møllen gik udelukkende ved vindkraft, så når det blæste, malede de både dag og nat.

I 1912 var min far soldat i Fredericia, hvorefter han kom til Drabæks Mølle i Lunderskov. De blev gift i foråret 1914, men i august blev han indkaldt til Sikringsstyrken, da krigen var i gang. Fars søster Mette var ude hos mor i den tid. Far var ikke hjemme, da jeg blev født. Selv til min dåb kneb det for min far at komme hjem, og uniformen måtte han ikke skifte med sit eget tøj.

De var kommet til at bo i en lille kvistlejlighed i Rosengade 4, Kolding, hos et ældre ægtepar, som hed Anna og Thue Pedersen. Et halvt års tid efter jeg blev født, blev Anna Pedersen alvorligt syg og kom på sygehuset. Her kom hun til at ligge sammen med en ældre pige, Helene Mortensen, som på grund af kærestesorg havde forsøgt selvmord ved at skære halsen over på sig selv, - hun blev fundet i sidste øjeblik. Anna Pedersen var nok klar over, at hun ikke kom hjem mere, så hun sagde til Helene: "Når nu jeg er død, og du er blevet rask, vil du så ikke tage hjem til min mand og være noget for ham. Det kom Helene meget tilpas, for hun brød sig ikke om at komme tilbage til sin hjemegn, efter det der var sket. En dag traf mor hende på trappen og spurgte, om hun ville med op at se, hvad hun havde deroppe. Det var jo mig, der lå der i vuggen, otte måneder gammel, og Lene, som vi kaldte hende, havde jo for længst opgivet at få børn selv. Hun tog mig til sit hjerte. Hun passede mig og gik tur med mig i barnevognen. Når vi så mødte en soldat på gaden, vinkede jeg til ham og sagde: "Da, lille Far". Det var vist ikke så godt. Jeg var jo vant til altid at se min far i uniform.

Da vi havde boet i Rosengade et par år, købte min far et stort 3-etages hus til 11.000 kr. Det var i november 1916. Det lå i Nybrogade 44, senere kaldet Kongebrogade. Far var indkaldt, så mor måtte selv sørge for alt vedrørende flytningen, men fars bror Kristian flyttede møblerne med hestevogn. I et af de breve, mor skrev til far, da han var i Roskilde og Slagelse, skriver hun, at hun har været på kommunekontoret. Hun har fået 10 kr. i brændselshjælp og så 2 kr. i tillæg. Hun kunne få 2 hl kul eller koks for dem, og hun måtte vente med skatten, til far kom hjem, så hun syntes, at alle var så flinke. Hun havde købt en seng til 10,85 kr. og en madras til 6,85 kr. til loftsværelset. En hel formue skrev hun, men de kommer jo igen, når vi får værelset lejet ud. De første, der kom til at bo der, var købmand Kvist fra Hejls og elektriker Julius Christensen. Mor havde regnet ud, at det, hun fik i leje af værelserne, kunne hun leje en barnepige for, så hun fik mere tid til at sy. Jeg husker to af dem, det var Helga og Elna.

Lene fra Rosengade vedblev at hente mig hjem til sig. Vi havde somme tider den aftale, at jeg skulle være et bestemt sted kl. 12, for så kom Thue Pedersen fra arbejde på FDB. Han var så krumbøjet og hans hænder så stive af arbejde, at jeg næsten ikke kunne holde ham i hånden på vejen hjem. Han vaskede bolchedåser, før de blev fyldt igen. Somme tider sad der en klump fast i bunden, og den tog han med hjem til mig.

Efter tiden i Sikringsstyrken fik min far arbejde på Hollænders Teglværk om sommeren, - det lå tæt ved, hvor vi boede, - og på Dansk Frøhandel om vinteren. Jeg ville gerne med far op på teglværket, for han købte øl og solgte dem til arbejderne og tjente et par øre på hver flaske. Dem kunne jeg jo stå og dele ud og ellers passe på, de ikke forsvandt sporløst.

Min mors bror Peter var i lære hos Crome og Goldschmidt, og han sov hos os. Jeg var vist slem til at drille ham.

Så en aften var jeg så uheldig at falde ude på vores altan og få en flænge i tindingen. Mor badede såret, og efterhånden så det ud, som fadet var fyldt med blod. Skynd dig, Peter, at hente Jørgen oppe i kolonihaven, sagde hun, men det var ikke så slemt. Nogle dage efter skulle mor til læge med Erna. Hun havde engelsk syge, så hun tog mig med. De skulle rigtig nok være kommet noget før, sagde lægen. Ja, men jeg var så bange for, at det skulle syes, sagde mor. Det skulle det minsandten også have været, men nu er det for sent.

I efteråret 1918 blev mors søster Hansine syg af spansk syge. Hansine havde været i Sønder Stenderup for at passe sin bror (Christian) og svigerinde (Alma), som også var syge. Mor fortalte, at hendes far næsten måtte bære hende hjem fra stationen, så syg var hun, og dengang ringede man jo ikke bare efter en bil. Min mor ville hjem og se til hende, men min fars søster Lovise var meget imod det. Tænk på dine små børn, du kan ikke forsvare det! Ja, men det er min eneste søster. Jeg må hjem og snakke med hende, før hun dør, sagde mor. Hansine døde få dage efter, at min mor havde været der på besøg.

Far talte tit om at købe en ejendom. Hvad han havde lært om landbrug derhjemme, var jo ret begrænset. De havde gerne to køer, en kvie og en kalv, en ged og et par fedesvin, hvoraf den ene gik i baljen til jul. Derudover havde de en russerhest, for min bedstefar (Christian Christiansen Bargisen, red.) kørte sengetøj fra hjem, hvor de havde smitsomme sygdomme som skarlagensfeber, difteritis og tuberkulose til Kolding Sygehus for at få det renset.

Så skete der det, at min mors tante (Marie Cathrine Christiansdatter Vork, død 3. marts 1919, red.) i Egtved døde, og da jeg nyligt havde fået en lillesøster, blev det far, der tog af sted til begravelse. Det var på cykel, han kørte de tre mil, og om aftenen syntes de, han skulle blive natten over, så han tog med noget familie hjem. Næste morgen gik han tilbage ned over stejle lyngbakker, en frodig eng og en lille munter bæk med ørreder i. Her kan jeg tænke mig at bo, sagde han til sig selv. Han kom til at tale med ejeren, Peder Søndergaard. Han var oppe i årene, og ejendommen var besværlig, men far havde nu mod på det. De blev enige om at komme tilbage til det, når han havde fået talt med min mor. Mors kusine Marie og hendes mand Theodor Hansen boede på "Spillinggård". De havde hendes gamle far og mor boende, og nu var hendes mor så død. Hendes far (Christian Kristensen Krog, red.) boede der i adskillige år endnu. Far begyndte at drøfte sine planer med dem, men det syntes de nu slet ikke om, for den ejendom var alt for ringe. Nej, lige over for dem boede en mand Therkel Andersen, - han ville sælge sin ejendom. Den var anderledes reel, ikke så stor, men bedre i jord og bygninger. De kom også i handel om den, men det strandede på en griseso, som ejeren ville have med sig, men som far ville have med i handelen.

Der gik så et års tid, hvor det stod helt stille. Vi var nu nået frem til 1920. Theodor og Marie kom tit til Kolding, og de blev ved at snakke for, at vi skulle komme til Egtved. De kunne have så megen glæde af hinanden. Så fik far i efteråret et godt bud på huset i Nybrogade, 22.000 kr., nøjagtigt det dobbelte af, hvad han havde givet for det. (I 2006 blev huset solgt for 2.400.000 kr.). Far kunne imidlertid ikke beslutte sig for, hvilken af de to ejendomme i Egtved han skulle købe, så vi flyttede foreløbig til Hejls, mors hjemby. Her kom vi til at bo hos en skomager Andersen. Far var mest arbejdsløs denne vinter, men fik af fagforeningen. Han var tit nede at fiske på Hejlsminde. Han fangede mange ål, som vi dels spiste, dels solgte, til stor forargelse for folk, da far jo samtidig fik understøttelse. Mor fortalte også, at som børn pilkede de torsk nede ved slusen. Der var ingen bro dengang, og det kostede 10 øre at blive roet over på den danske side. I Hejls syede mor kjoler for damerne, som hun havde gjort det i Kolding.

Denne vinter havde min bedstefar og bedstemor (Laue Nielsen og Magdalene Marie Krogh, red.) en wienerdreng kaldet Fritz (Frederik Ovesni, red.).

Så blev det pludseligt alvor med ejendomshandelen, - det var den gamle ejendom af Peder Søndergaards i Refsgård vest for Egtved by. Hen på foråret i 1921 kom der brev fra Peder Søndergaard, hvori han skrev, at han hverken kunne eller ville mere, så nu måtte far komme, så de kunne snakke om det. De blev så enige om 27.000 kr. Der var 32 tdr. land, men der var mange lyngbakker, som ikke kunne pløjes. De regnede med 20 tdr. land plus 2 tdr. land eng.

Vi flyttede 1. maj og fik skomager Andersens søn, Anders, som lige var blevet konfirmeret i foråret, med som tjenestedreng. Han var meget interesseret i mekanik, og han var også meget musikalsk. Han lærte sig selv at spille på både violin og banjo. Anders cyklede den lange vej til Egtved. Far tog med flyttelæsset, og mor, min lillesøster Erna og jeg skulle med toget, først med Sydbanen til Kolding og så med toget til Egtved. Jeg stod med næsen trykket flad mod kupéruden. Nå, mor, nu begynder der at komme graner, og nu var der lyngbuske på skrænterne, så måtte vi snart være der, mente jeg. Omsider nåede vi til Egtved. Her holdt mors kusines søn, Peter, med to store jyske heste for fjedervognen, og det gik i skarpt trav hjemefter. Jeg nærede straks stor beundring for Peter. Han og jeg var jo næstsøskendebørn, men jeg havde aldrig set ham før. Han var kun 12 år, og jeg var ikke vant til, at en dreng i hans alder kunne noget som helst. Så rullede vi ind i gården, hvor de havde travlt med at bære ind. En ældre særling, Kristen Ebbesen, hjalp med at sætte på plads, lige som han havde hjulpet Peder og Anna Søndergaard med at få deres ud. Peder Søndergaard ville gerne gøre grin med folk, og en dag traf han Kristen oppe på kroen og sagde til ham: "Hvordan er det, Kristen, du skal da vist have en af mine piger, og du ved, jeg har sagt, at Inger får dobbelt så stor medgift, som de andre." Kristen svarede: "Gå du hellere hjem, Peder." "Hvad siger du da, Kristen?" Jeg siger: "Gå du hellere hjem. Ham den nye mand nede på din ejendom havde da nogle ordentlige møbler. Dine hængte sammen med skidt og spindelvæv."

Far og Theodor havde et moseskifte sammen, og den 24. maj 1921 kørte de begge med hestene de cirka 2 mil ud til Husted Mose. Tørvene skulle graves op i store blokke, som så et par dage efter skulle skæres ud i passende stykker og derefter vendes nogle gange, til de blev tørre. Vejret var fint, da de tog af sted, men op på formiddagen brød et uvejr løs. Det tordnede og lynede ustandseligt, og vi var bange. Mor havde jo aldrig været alene så langt fra naboer. I byen føltes det ikke nær så slemt. Hun sagde til Anders, at hvis det nu slår ned, så tager jeg Erna på armen, og du tager Edith ved hånden, og så render vi over til Sørens. Det gik ikke så galt, men da det var klaret op, kom mors onkel Christian ned for at se, hvordan vi havde det. Han kunne fortælle, at en stor gård i Oustrup var brændt.

Det var også det eneste vand af betydning, vi fik den sommer. Vores lille dam tørrede helt ud, så vi måtte trække køerne ned til bækken for at drikke. Brønden blev også tør, men et lille kildevæld nede ved engen gav vand til husholdningen hele sommeren, men der var langt at bære det. Det blev også en elendig høst, så det var en dårlig start. Peder Søndergaard blev et par måneder for at hjælpe os i gang. Han sov gerne til middag på høloftet. Vores stald var gravet ind i en skrænt, så lugen var kun 1 m over jorden. Der fandt hønsene også på at gå ind og lægge æg. Når der så var en høne, der kaglede, skulle jeg skynde mig ind for at se, hvor det kom fra, så jeg kunne finde ægget, mens det var friskt. Så forstyrrede jeg jo Peder i hans middagssøvn. Da jeg siden kom i skole, traf jeg ham somme tider, når jeg skulle ind til købmanden efter varer. Så sagde han: "Nå, der har vi jo Edith. Kan du huske, da vi sov til middag sammen i høet?" Nej, hvor kan han da komme i tanke om at sige sådan, tænkte jeg, det passer jo slet ikke.

Det hele så ret trøstesløst ud. Der var stråtag på alle bygninger, men ikke over det hele. På de to fag over bryggerset var der kun nogle få klatter tilbage. Når det regnede, strømmede det ned ved køkkendøren. På bryggersgulvet, der var af stenbro, blev vandet så stående, til det blev tørvejr. Så skulle vi i gang med kosten og have det fejet ud. Det var noget af det første, vi fik lavet. I bryggerset stod et stort skab med hylder. I det nederste rum lå en høne på æg. Den måtte vi lade ligge, til den var færdig med at ruge. Der lå også gamle sko og træsko, og på hylderne opefter stod kopper, tallerkener, syltetøj og lignende, men det tog de jo med sig. Køkkenet var to fag, så der blev jo lidt småt med plads, for jeg fik efterhånden tre søskende mere, så vi var fem, min far og mor og en karl, sommetider to.

Vi opholdt os altid i køkkenet, hvor vi havde et godt komfur. Det varmede godt, og der var altid varmt vand i vandgryden. Der var bræddegulve over det hele, også lofterne var af træ. I stuen var vi kun i julen og nytåret, og så når vi havde gilde. Vi havde jo sommetider barnedåb og konfirmation. Stuen gik tværs gennem huset, så der var vinduer til begge sider. Loftet blev beklædt med pap, og mor slog salpetersække på ydervæggene. Hun var meget snild til alt. Det var en dejlig stue, da mor først fik den malet og tapetseret. Der var en, som spurgte Peder Søndergaard, hvad han syntes om de nye folk. "Jow, manden vil da godt bestil' noget, men hende, hun måler og måler." Han sagde selv, at køkkenet ikke havde været malet i 30 år. Det var en svær overgang, for min mor især, at komme fra et fint hus i byen til sådant et hul, som hun kaldte det, for hun var ikke altid begejstret for det.

Nå, men jeg syntes, det var meget spændende. Lidt før vi kom, havde hoppen folet, men den ville ikke kendes ved sit føl, så den var de begyndt at flaske op. Jeg spurgte far, om jeg måtte få føllet, for så havde jeg da en hest at begynde med, for nu ville jeg være landmand, men der gik kun få dage, så fandt vi den død. Den var forsikret for 200 kr., så det var de første penge, min far fik ind. Følhoppen hed Lise, og så var der en vallak, der hed Mikkel. Den havde Anders flere gange til ringridning.

Der var fire køer, tre kvier og en kalv. Far købte to søer, - og et får, som ingen lam havde haft. Vi blev meget gode venner. Far og mor morede sig tit, når vi stod ude i gården og nikkede hinanden skaller ganske let, somme tider på afstand. Så kom far og mor i tanke om, at de ville slagte den. Den var jo ingen nytte til, når den ingen lam havde. Theodor Hansen lovede at slagte den, men da han kom med kniven, skreg jeg i vilden sky. Den har da ingenting gjort jer, hvorfor vil I så slagte den, sagde jeg. Jeg blev ved så længe, at de opgav det. Så aftalte de, at far skulle trække fåret op til Theodor i hemmelighed, og så slagte det der. Men på den dag, de havde aftalt, kom Theodor far i møde: "A ka' et gør' 'et for æ bårns skyld." Så reddede den livet for en tid. Far byttede den væk til slagter Borgvardt og fik et får med to lam. Så tænkte jeg ikke så meget på, at den alligevel blev slagtet. En overgang var vi oppe på 5-6 stykker, så jeg tror ikke, han fortrød det. Vi fik Marie til at klippe dem to gange om året, så vi solgte meget uld. Vi slagtede også et får, - da var jeg efterhånden blevet mere fornuftig.

Der var også en lille sort hund, som til trods for, at den hed Max, var en damehund, der havde en lille broget hvalp, som hed Vakker. Den var min lillesøster og jeg glade for, men far og mor syntes, at det var for meget med to hunde, og de brød sig heller ikke om at aflive den, så min mor fandt på, at hun kunne tage den med i toget og prøve at få den afsat undervejs, engang hun og Erna skulle hjem og besøge hendes forældre i Hejls. Da de kom til Kolding, var der et ophold, inden sydbanetoget kørte, så de gik om til tante Lovise, som var husbestyrerinde hos et par ældre damer, frøken Misse og frøken Frida von Späth. De sagde hver gang til Lovise, at nu måtte hun endelig give sine gæster kaffe. Det vidste tante jo godt, men når de hørte nogen snakke, skulle de jo gerne gøre sig et ærinde for at se, hvem det var. Mor kom så i tanker om, at lille Vakker skulle op af kassen og løbe lidt rundt. Det første, den gjorde, var at gå hen i et hjørne og lave en lille sø. Nej, nu pisser den sørme, sagde Erna. Hvad er det dog, barnet siger, udbrød frk. Misse, og mor blev helt flov på Ernas vegne. Hvor mærkeligt det end lyder, fik mor hvalpen afsat i Sønder Stenderup.

En måneds tid før vi kom til Egtved, havde man fundet "Egtvedpigen" i en gravhøj fra Bronzealderen, ca. 3.000 år gammel. Det var gårdejer P. Platz, der fandt hende, og han satte en sten med inskription til minde om fundet. Nu er det helt lavet om. Højen er genskabt, og der er bygget informationsbygning og lavet parkeringsplads.

Midt i al travlheden glemte vi helt, at jeg skulle i skole. Jeg var jo 6 1/2 år og skulle begynde 1. maj, men det blev først året efter, at jeg kom af sted. Derfor gik jeg kun i skole i 6 1/2 år. Når jeg ikke var i skole, hjalp jeg min far. Det med at lave mad og vaske op tog jeg mig ikke meget af. Det skal siges, at mor forlangte mig ikke til det, for hun vidste, at jeg havde så meget ude, og så havde hun jo min søster Erna. Jeg kom til at luge gulerødder, men det var nu for kedsommeligt, for rækkerne var lange og ikke til at se en ende på. Jeg begyndte også at hakke roer. I begyndelsen fik jeg en lille pind med for at måle afstanden, men den droppede jeg nu snart. Jeg ville gerne hjælpe med at malke, men far sagde: "Ja, nu vil du, men når du endelig kan, så vil du nok ikke." Vi havde en skikkelig ko, som vi kaldte Gamle. Lidt før far skulle til at malke den, begyndte jeg at malke til kattene. Far kunne se, at jeg havde et helt godt tag på det, så jeg fik lov at malke hver dag, dog aldrig før jeg skulle i skole. Om sommeren kørte jeg mælken op til vejen med gamle Grethe for en gig, min far havde lavet. Om vinteren bar vi det op og satte det ind i laden hos S. H. Sørensen. Så satte han det ud, når han satte sig eget ud.

Jeg kan ikke huske, at min mor har malket. Det var vi jo nok til endda, men hun vaskede spande. Hun hjalp med at hakke roer, binde korn op efter aflæggeren og køre kornet ind. Når vi f.eks. skulle stakke korn, så slæbte jeg negene sammen, så far hurtigt kunne sætte dem op.

Jeg ville også gerne have en lille le, men det mente far ikke, der var noget, der hed. Jeg sagde, at når der var børneriver og -skovle, så var der vel også børneleer, men jeg måtte vente, til jeg var stor nok til en rigtig le.

Vi havde køerne stående i tøjr, så vi trak dem altid hjem og vandede dem i et lille vandhul, vi havde neden for gården.

I begyndelsen passede mor hønsene, men det blev min bestilling, da jeg blev større. Æggepengene gik af på købmandsregningen, og gæssene blev solgt til jul, gerne til familien.

Det første efterår blev far meget syg af influenza. Vi havde ikke fået noget halm tærsket, så vi stod og manglede halm til kreaturerne. Vi havde et lille håndtrukket tærskeværk, men Anders var jo kun 14, jeg 7, og mor skulle lægge korn i. Vi magtede det ikke, når far var syg. Så stod far op af sengen en formiddag. Han ville prøve, om han kunne banke lidt af med plejlen, men kort efter kom han ind igen, kridhvid i ansigtet. Nej, jeg kan ikke, sagde han. Jeg må i seng igen. Idet han gik, sagde han: "I kan da se op til mig ved lejlighed." Da mor senere så op til ham, lå han tværs over sengene og var bevidstløs. Mor sagde til Anders om at se efter frikadellerne og fyre lidt, for hun skulle op at ringe efter lægen. Der var langt til en telefon, og da hun kom hjem, var frikadellerne sorte. Du havde jo ikke sagt, at jeg skulle tage dem af komfuret, sagde Anders. Far gav lægen sin sidste 10-krone, så da var humøret langt nede. Men det blev jo bedre igen, og så kom foråret.

Far og Theodor fandt på, at de ville købe nogle gæs sammen. De købte tre gæs og en gase, og de skulle gå nede hos os. Vi havde en lille dam og et stykke med fint, tæt græs. Vi havde jo aldrig prøvet det før, men det gik fint. Gæssene fik en god flok gæslinger hver. Lidt før de kom ud af ægget, lagde vi dem i lunkent vand. Så hoppede æggene lystigt, og det var let at se, hvor mange der var gæslinger i. Dem, der ingen var i, lå helt stille på bunden. Da de så var 8 dage gamle, skulle Theodor have de to gæs med deres gæslinger op til sig, men de havde en rendesten, hvor der flød både sæbe- og opvaskevand. Det drak de af, så få dage efter var de døde alle de små. Så fik de den lyse idé at få gasen op til gæssene. Så ville de måske begynde at lægge æg igen. Theodor hentede den så, men så snart han havde sat den fra sig, gik den på vingerne og landede hjemme hos os på stråtaget som nogen stork. Så kurede den ned ad taget og landede mellem de andre igen. Så prøvede de ikke mere på det.

Så blev det 1. maj 1922, og jeg skulle endelig i skole. Jeg hørte til Vork Skole, men der var mange, der havde søgt om at gå i Egtved Skole. De havde fået afslag, så mor tog mig bare med til Egtved og fik mig skrevet ind dér, og der var ingen, der sagde noget til det.

De sagde, jeg havde tre fjerdingvej til skole, - nu ved jeg ikke rigtigt, hvor langt det var. Jeg ved bare, der var langt. Jeg løb i trav hele vejen, og det første, jeg spurgte om, var: "Kommer jeg for sent?" De andre børn svingede i dørene og lavede mange kunster, men det gik ikke mere, da frøken Skovbølling kom. Hun var en meget myndig dame, der forstod at sætte sig i respekt. Vi skulle sidde med foldede hænder, mens hun talte til os. Vi startede hver morgen med en morgensang. Det syntes jeg var en god begyndelse på en skoledag. Vi lærte ét bogstav hver dag, så det varede ikke længe, før jeg kunne stave og læse lidt, også i avisen. Vi fik jo også lært at regne. Jeg regnede flere sider hjemme hver dag og kom dertil, hvor vi skulle regne med mentetal. Det havde jeg jo ikke fået lært. Så viste jeg far regnestykkerne. Han sagde: "Du kan sige til frøken Skovbølling, at de stykker er regnet forkert. Hun har skrevet et R ved hvert stykke uden at kontrollere, om de var rigtige." Hun blev slem forlegen, da jeg sagde det.

Lidt inde i juni tog vi på skovtur. Vi havde seks klasser, to lærere og én lærerinde, så vi gik kun i skole hver anden dag og blev delt i to hold. Førstelæreren A. Christensen var ikke med. Det var vist under hans værdighed. Vi skulle have en god madpakke med og en flaske saftevand. Så gik vi to og to i en lang karavane ned gennem Egtved by og videre de cirka tre km ud til Hejlskov Sø. Dér legede vi på en eng hele eftermiddagen og soppede lidt i vandkanten, men en af drengene kom for langt ud og plumpede i et hul. Han var helt under vandet, så alt hans tøj blev vådt. Han fik et klædningsstykke af dem, der kunne undvære noget, og han havde lærer Hansens jakke på hjem, mens hans selv tog sin regnfrakke på. Når vi så gik hjemad, sang vi af fuld hals, og folk kom ud og vinkede til os.

Omkring den tid, da vi skulle have sommerferie, blev mor syg og kom på sygehuset. Jeg kom på ferie hos Helene Mortensen og Thue Pedersen i den tid. Så var jeg forsørget så længe. Vi var hver dag på sygehuset og besøge mor. Far kom jo også en gang imellem, så jeg snakkede med ham. Tante Mette var derhjemme og passede huset og min lillesøster. Da mor havde ligget tre uger på sygehuset, kunne hun komme hjem igen. Så tog Helene mig med op til Nordbanegården, så jeg kunne følges med mor hjem. Far holdt oppe ved stationen i Egtved med fjedervognen med Musse og Mikkel for, og vi fik en fin køretur hjem.

Vores have var snart for stor. Det endte med, at den groede til for os. Frugthaven var lettest at holde. Der var græs, som far slog af til kalvene. Jeg fik den dog gjort ren efterhånden. Det begyndte med, at jeg fik et lille stykke. Det blev så større efterhånden. Men vi havde altid noget i marken så som kål og gulerødder. Vi havde en halv snes ribstræer. De var store og passede sig selv. Vi legede ikke i haven, men i en hulvej, hvor der var fygesand i bunden. Der kunne vi lege med bare fødder, springe længdespring og højdespring.

Det år blev høsten meget bedre, og det begyndte at gå fremad. Far købte to søer. De var sortbrogede, og vi syntes, de små grise var så fine med de sorte pletter, især var der én, jeg syntes så godt om. Jeg spurgte far, om det måtte være min. Det sagde han ja til, men da han solgte dem til grisehandleren, så gik min med. Jeg var så ulykkelig, at jeg ikke ville ind at spise, for jeg var sikker på, jeg døde af sorg, og så var det jo pjat at spise. Men jeg kom over det, som man kommer over de store og små sorger i tidens løb. Vore køer havde navne i stedet for numre. Hvis vi købte kviekalve, fik de gerne navne efter konerne, hvor vi havde købt dem. Vi købte en hos J. Platz, - det var den bedste ko, vi har haft.

Jeg husker kun én gang, jeg fik klø af min far. Det var, mens vi boede i Nybrogade. Jeg havde smidt mors saks på gulvet og ville ikke samle den op. Far sagde det til mig flere gange. Du kan da også selv samle den op, Jørgen, ellers kan jeg da, sagde min mor, men far tog hende blidt ved armen og skubbede hende ind i den anden stue og låste døren for hende. Så tog han sin livrem af, og så fik jeg alle tiders endefuld, - så kunne jeg samle den op. Far sagde tit: "Den gren skal tidligt kroges, som en god krog skal blive." Den omgang må have haft langtidsvirkning, for min far og jeg arbejdede altid sammen i bedste forståelse. Han indviede mig i meget, som jeg ikke tror andre på min alder blev klog på, f.eks. sendte han mig hjem fra marken, når vi hakkede roer, for at høre børsnoteringer. Han skulle låne i kreditforeningen, og det gjaldt jo om at finde det rette tidspunkt. Vi tog med hinanden i aftenskole, men det var nu først, da jeg var voksen. Vi lærte at føre regnskab og dagbog.

Når julen nærmede sig, begyndte vi at lave juletræspynt i skolen. To af drengene blev sendt ned til trælasthandler Thygesen efter en pose med lange høvlspåner til at lave spånkurve af. Vi lavede huse og kirker af karton, roser og meget andet. Den sidste dag inden jul var vi med oppe i frøken Skovbøllings lejlighed. Vi fik chokolade og kager. Hun havde ikke stole til os alle, så vi sad på gulvtæppet. Så sang vi de julesalmer, vi havde lært, mens hun spillede til på klaver. Hendes far og mor havde sendt en kasse med konfekt og appelsiner, som hun skulle dele ud mellem "sine" børn. Det sværeste var at få det hele med hjem, for julepynten var skrøbelig og havde ikke godt af at blive proppet ned i en rygsæk.

Juleaften fik vi gåsesteg, - vi havde jo selv gæssene. I dagene før jul rejste far og jeg hjem til Vejstrup og Hejls til mine bedsteforældre og onkler med gæs i et par store kufferter, og når vi rejste hjem igen, havde vi kufferterne fulde af julegaver. Min farmor (Christine Beengaard, red.) havde gerne et par sorte hjemmestrikkede strømper til mig. Slid dem nu med helsen, min pige, sagde hun. Jeg syntes, det lød mærkeligt, indtil jeg kom i tanke om, at hun mente: Med et godt helbred.

Der var vist ikke mange, der havde så god en jul, som vi havde. Der blev ikke sparet på noget. Om eftermiddagen pyntede far juletræet og hængte et lagen for, så vi ikke af vanvare skulle få det at se, før lysene var tændte. Den aften spiste vi tidligt for at få en lang aften. Når klokken så var 12, var vi ude i stalden for at se, om det var rigtigt, som mor sagde, at da skulle én af køerne stå op, og jeg tror, det var rigtigt, - det var gerne "Gamle".

Hvert år til jul fik vi gerne af tante Lovise "Blæksprutten" og "Ved Julelampens Skær" med de mange dejlige fortællinger. Vores gode naboer, Søren og Sine, var gerne nede hos os en aften i julen. Så fik mor Søren overtalt til at læse en historie eller to. Jeg kan huske én, som hed "Tigeren paa Langholmen" og "Morenkopperne". "Blæksprutten" kunne vi læse i aften efter aften, for hvad skulle vi ellers få tiden til at gå med en lang vinteraften. Vi havde jo ingen radio, - den kom først i 1925. Jeg kan huske mange af de vitser endnu, bl.a. én, hvor Tyren "Højagernakke" havde fået Kong Christians ærespræmie. Så kom den på bagbenene med en buket i den ene "hånd" og sin høje hat i den anden, på vej op til Amalienborg. Nedenunder stod der "Højagernakke er oppe at takke".

Nytårsaften ofrede vi også en gås, hvis vi havde flere. Hen på aftenen kom de unge for at skyde nytåret ind. Når mor så var ude at skylle kaffeposen, smed de kinesere og sværmere efter hende. Hun blev bange og gik ind. Så var far ude i døren og sige til dem: "Hvis I ikke lader hende skylle kaffeposen, får I ingen kaffe." Så holdt de inde, og lidt efter var de, et helt bord fuldt, inde og få kaffe.

Min far og mor var ikke med i foreningsarbejde, for det var gerne om vinteren, der var møder og foredrag, og vort hjem lå meget afsides. Jeg ved også, der var sykursus, for vores nabo S. H. Sørensen, der var formand i husmandsforeningen, sagde til mor engang: "Nu bli'r det jo skidt for dig, Mathilde, for nu lærer husmandskonerne at sy", men det var mor ikke bange for. Det viste sig også, at de kom til hende, som de plejede. Vi havde ikke elektrisk lys, så man kunne snart ikke forstå, at mor kunne sy ved en petroleumslampe. Min mor lærte mig at sy. Jeg havde da en kjole på til skole, som jeg selv havde syet. Efter at jeg var konfirmeret, gik jeg med lange bukser, som min mor syede. Det var noget ganske nyt dengang.

Der gik en sti skråt over Påskeborgs og Hedlykkes marker, - den kaldtes Kirkestien. Jeg tror ikke, den er der mere, og så gik der en lille vej bag om Egtved By over til skolen og mejeriet. Den hed Aftensang, og den fulgte vi, når vi skulle i skole, men hjemvejen blev gerne til den nærmeste omvej. Vi fik først fri kl. 4. Da var det jo næsten mørkt om vinteren, og tit blev klokken 6, inden jeg nåede hjem. Jeg blev tit truet med en endefuld, men det blev da ved snakken. Så længe jeg fulgtes med de andre, tænkte jeg ikke så meget på, at jeg fik skænd, når jeg kom hjem, men når jeg så fortsatte alene, gav jeg mig til at synge, for én som gik og sang, kunne man da ikke skænde på, og da slet ikke slå. Når vi så var kommet i seng om aftenen, kom far tit op i soveværelset for at fortælle en lille historie og for at sige godnat. Så kunne han ikke dy sig for at spørge: "Hvem kan I nu bedst lide, mor eller mig?", hvorpå mine lillesøster Erna frejdigt udbrød: "Ja, a er lige glad med jer begge to."

Allerede mens jeg gik i anden klasse, lærte vi om Vesterhavet, og om, hvordan der blev bygget høfder af store kampesten ud fra kysten, for at havet ikke skulle æde for meget af klitterne. På tavlen tegnede frøken Skovbølling de huse, som rummede redningsbåde og andet redningsmateriel. Jeg kan huske, at hun tegnede to flag i kors over porten. Når vejret var for hårdt til, at redningsbåden kunne gå ud til et skib, der var strandet på en af revlerne, kunne de skyde en line ud til skibet og med en redningsstol hjælpe dem i land én efter én.

Det var i 1923. Det år fik vi en hel utrolig mængde regn. Det kneb med at få hø og korn i hus. Det sidste korn hentede Theodor til at dække roekulen med, og vi kørte et stort læs hjem til hønsene at more sig med.

En gang var jeg med min far nede i engen. Han var ved at lede vand fra bækken ind over den nederste græsmark, for at græsset bedre kunne gro. Nu har vand det jo med at løbe nedad. Det fandt nogle muldvarpegange og løb ned mod bækken. Her løsnede der sig et lag jord, der gled ned i bækken. Det afslørede en stor brink, der lignede ler, og jeg sagde til far, at jeg syntes, det lignede den mergel, som Therkel Paulsen kørte på sin mark der oppe ved Kirkestien. Det kan du da have ret i, sagde han og gravede prøver op flere steder. Dem tog han med hjem og hældte saltsyre på, - det bruste op og viste dermed, at de indeholdt kalk. Han sendte et par prøver ind, og de viste sig at indeholde 78 og 82% kalk. Så fik far travlt med at grave mergel, og Theodor Hansen hjalp også, så de fik begge noget kørt ud på marken. Far solgte også til flere haver i Egtved.

Så var far cyklende til Kolding en dag. På hjemvejen gav han sig i snak med en ældre mand, som sad ved vejkanten og slog skærver. Han spurgte ham, om han ikke havde lyst til at grave mergel i stedet for det der. Det kunne han da godt tænke sig. Og jeg tager min svigersøn med, sagde han, han hedder Valdemar. Den gamle hed Kristian Hansen. De kom så en søndag, og de blev enige om betalingen. De skulle give 1 kr. for middagsmaden, men min mor var alt for god ved dem. Hun lavede for god mad, så det kunne slet ikke svare regning. Vi talte tit om, at det vist var det eneste måltid, de fik. De havde 16 børn derhjemme. En aften kom de hjem med et skelet, de havde fundet dybt nede i mergelen. Vi lagde det på aviser inde på stuegulvet og samlede det, så godt det lod sig gøre, for at se, om de havde fået det hele med. Alt var velbevaret, selv tænderne var hårde og blanke, men det hele havde en blå farve efter den mergel, det havde ligget i. Vi sendte det ind og fik at vide, at det var et dådyr, og at man anslog dets alder til 70-100.000 år. Det var i året 1925. Samme år fik vi tegltag på stuehuset, og min bror Svend blev født den 21. oktober, - dagen efter min fødselsdag. Ja, 1925 var også dét år, hvor vi fik radio.

Min søster og jeg plagede tit far for at få dværghøns. Far spurgte Kristian Hansen, om han kunne skaffe to høns og en hane til os. Det var da hans mindste kunst. Så kom han med dem en dag, men han skulle have tre kr. pr. stk. Det syntes far var meget. Noget efter han var rejst fra os, så vi i avisen, at han havde stjålet høns rundt omkring, så dværghønsene var nok ren fortjeneste for ham.

Omme bag laden stod tre stynede piletræer. Det ene var blevet ramt af lynet, så det var flækket helt ned til jorden, men den halvdel, der var blevet stående, groede videre. I et af mellemrummene begyndte jeg at samle en stendynge. Vi var også begyndt at harpe grus, som der var masser af i bakkerne. Al den tid, vi kunne få til overs, kørte far grus. Vores karl og jeg harpede. Da jeg havde fået det meste af et læs sten samlet, spurgte jeg far, hvor meget han ville give for det. En krone, sagde han. Nej, du skal give 1,20 kr., for så kan jeg gå ned til Daniel og få 12 rugeæg til en skrukhøne, vi havde. Den fik 12 kyllinger, som jeg solgte til mor, da de var blevet store. Jeg tror aldrig, jeg fik de 15 kr., som vi blev enige om, men jeg havde da været med til at holde det hele i gang, og det var det vigtigste.

Det rygtedes hurtigt på egnen, at vi havde fundet så godt et mergelleje, og otte af de største gårdmænd i Egtved slog sig sammen og lavede akkord med far om betingelserne for at danne et aktieselskab. De fik el ført derned for at kunne holde vandet væk, - bækken løb jo lige forbi. Der kom også tipvogne og spor, og så ansatte de en mand til at sætte det hele i gang. Jeg tror, det var 200 kubikfavn, de gravede ad gangen.

Min konfirmation blev fejret på bedste vis med hele fars og mors familie. Jeg kom ikke straks ud at tjene, men fortsatte som før. Nu havde jeg jo mere tid. Jeg hjalp med at grave mergel i vores mergelleje og harpe grus fra graven. Et år havde vi ingen karl. Da holdt vi regning med, hvad vi tjente ved det. Det blev til 1.185 kr. Det var meget i den tids penge. Jeg var ude at tjene tre gange. Det første sted var i Brakker 6-7 km hjemmefra. Her hjalp jeg med alt. Det var en ejendom på kun 12 tdr. land, men konen, Anna, var ikke så stærk. Jeg hjalp med at malke og passe hønsene, og hvis Knud, manden, ikke var hjemme, fodrede jeg også og sad ligeledes ved grisesøer, der skulle fare, hvis Knud havde travlt i marken. Jeg var der fra december til maj, og jeg fik 20 kr. om måneden og havde 65 kr. med hjem. Jeg fik også 40 rugeæg som en påskønnelse, - dem blev en høne og en kalkun sat til at ruge ud. Det var i 1930, en meget mild vinter.

Det næste sted var i 1933. Der var jeg syv måneder fra april. Både manden og konen var meget arbejdsbegærlige. En dag, vi kørte hø ind, kom Jørgine, datteren på 10 år, og stak hovedet op gennem lemmen: "Jeg skulle sige fra mor, at du skal komme ned og trække rullen. Så skal jeg se efter og kalde, når de kommer med høet." (Vi kørte med to spænd). Jeg sagde til hende: "Du kan sige til din mor, at jeg kommer ikke." For det syntes jeg var urimeligt. Jeg lærte ikke meget af madlavning eller bagning. Det sørgede konen selv for, mens jeg vaskede spande, gav høns og samlede æg ind. Ja, jeg skrællede kartofler, men det kunne jeg i forvejen. Og så holdt jeg haven, plukkede bær og lugede stenbro. Det var det værste at ligge på knæ dér og luge i dagevis.

Jeg lærte min mand (Aage Viktor Hansen, red.) at kende i sommeren 1934. Efter nytår kom han til at tjene hos en nabo til os, så det var dér, jeg mødte ham. Hans far og mor havde en lille ejendom på Ballegård Mark på den anden side af Egtved. De var meget dygtige og havde flere gange fået præmie for veldrevet landbrug. Han tjente ved landbruget og havde lige som jeg aldrig været på skole. Jeg tror ikke, han havde lyst til det. Jeg havde ikke tid til det. Jeg har siden tænkt på, om jeg kunne indhente det forsømte.

Jeg havde sparet ca. 450 kr. af min løn. Jeg havde også tjent en skilling af og til ved at hakke roer for folk og binde korn op. Jeg fik 2 kr. om dagen. Så havde jeg også solgt nye kartofler, kål, ærter og bønner. Jeg solgte en del til Egtved Kro. Mine penge blev brugt til senge og sengetøj, og jeg havde samlet udstyr inden.

Men nu vil jeg lige vende tilbage til Helene Mortensen, der boede i det hus i Kolding, hvor jeg blev født. Hun tog sig meget af mig, mens jeg var lille, og da vi var flyttet til Egtved, var jeg hvert år på ferie hos hende og den mand, hun var husbestyrerinde for. Hun var også hos os hvert år, for hendes far og mor lå på Egtved Kirkegård. Når jeg så var på ferie hos dem i Kolding, og der var nogen, der spurgte, hvem jeg var, så svarede manden: "Hin faar haar en lille saandlod ud vesten for Ejde." Hvor lød det fattigt, tænkte jeg. I januar 1935 døde Helene Mortensen og havde testamenteret mig halvdelen af, hvad hun ejede. Det var 2.600 kr. og en del møbler, så vi havde noget at begynde med. I september 1935 købte vi så vor lille ejendom på 14 tdr. land beliggende i Vejstrupskov i Vejstrup Sogn. Prisen var 19.500 kr. med 5.000 kr. i udbetaling.

Vi blev gift den 16. oktober. Brylluppet stod i Egtved Forsamlingshus, - der var ca. 40 gæster. Vi fik et spisestel og to kaffestel, duge, dynebetræk og pudevår, et servantestel af mine svigerforældre, men det har jeg nu kun haft at tørre af på, for der er da ingen her, der kunne tænke på at vaske sig i soveværelset. Nu bruger jeg det til gulvvase til en stor buket tørrede blomster f.eks. Vi fik også 1.000 kr., da vi købte ejendommen.

Der var en belgisk hest, stor og skikkelig. Så var der tre køer og en kalv, og så fik jeg en kvie hjemmefra og en so med tre grise. Soen solgte vi, - den var ikke noget værd som so. Vi fik ca. 60 kr. for fedesvinene. Der skulle være 200 stk. fjerkræ, men vi tog os ikke i vare for, at mange var hanekyllinger og ikke meget værd, for de havde været syge. Jorden var meget forsømt, fuld af senegræs, agerkål og følfod, så det var et stort arbejde at få det i orden. Et års tid efter vort bryllup begyndte min mand at køre mælk. Det gav ikke meget, - det var sammen med to andre, og han måtte låne en hest af den ene.

Vi fik tre børn, først en pige, som hedder Betty, det var i 1940. Gunner blev født i 1943 og Knud Erik i 1945.

Vores stald og lade var udvidet. Vi kunne køre igennem laden med korn og hø og forke det ind på loftet på korngulvet. I stalden var der plads til otte kreaturer og to heste, og så var der tre svinestier og et rum til roer. Vi fik hurtigt bygget et roehus lige ud for fodergangen, og så lavede vi roekammeret om til kalvebåse. Vi fik en ny stor mødding med mur om. Det var netop, da krigen brød ud. Jeg husker, vi var så spændte, for vi havde lige fået radio.

Af de 14 tdr. land var de tre skov. Derfra har vi fået alt vort brændsel. Det groede igen lige så hurtigt, og vi er begyndt at fælde træer igen, for jeg har fået kombi-fyr, og jeg har stadig min gamle kakkelovn stående. Det har jeg måttet høre meget for, men den fyrer jeg i, når det ikke er så koldt. En lille bygning ligger modsat laden. I den er der vognport og brændselshus, og der var et gammeldags "das". Min søsters lille pige sagde til sin mor: "Mor, hvornår skal vi have sådant et fint wc med en bænk?"

Vi havde tit talt om malkemaskine, men ikke fået noget gjort ved det. Så var Aage på dyrskue. Der så han bl.a. på malkemaskiner. De fik vores adresse, og så havde vi dem jo løbende i dagevis. Jeg husker, jeg var ene hjemme en dag. Da kom der et par agenter, og jeg lod, som det kunne være det samme. De syntes, jeg skulle tænke på, hvor stor en lettelse det ville blive for min mand. Jeg sagde, at det blev det i hvert fald ikke, for det var mig, der malkede. Ja, så syntes de da først, at vi skulle have en. Men jeg sagde, jeg var så glad for at malke, og jo mere mælk køerne giver, des sjovere er det. Så opgav de. Vi fik dog en i 1953, da vi havde tre kvier, der skulle kælve.

I begyndelsen lejede vi en af naboerne til at høste, men så slog vi os sammen med to, som kun havde aflæggere, og købte en binder sammen. Det var os, der husede den, så vi fik gerne høstet først. Det var jo ikke så godt, hvis det så gav regn. I 1954 købte vi en helt ny, for da var det så vanskelig en høst. Der var et gammelt tærskeværk, da vi kom. Det var med halmryster, men det fik vi sendt til Egtved til "Mirakelmanden", som han kaldtes. Han lavede den om, så den også rensede kornet.

Og så var der stuehuset. Der er stort set ikke sket nogen forandring med det ud over den nødvendige vedligeholdelse. I 1968 fik vi centralvarme, fordi min mand blev syg. Så kunne han jo ikke sidde og fryse, mens jeg var i marken. Vi havde siden 1944 haft vand i bryggerset, så da fik vi et vaskehus og gruekedel. Jeg havde vasket i en gammel henkogningskedel indtil da. Der var en pumpe, som jeg havde tjent til ved at plukke brombær til salg. Da vi så skulle have varmt og koldt vand ind i køkkenet, fik vi lagt cementgulv med vinyl. Ja, og så har min søn Gunner da også isoleret ydervæggene i den store stue, lagt cementgulv og opsat listeloft, for det gamle gipsloft var faldet ned flere steder. Han har også lavet en ny trappe op til loftet, og det er jo slet ikke hans fag at arbejde i træ. Da vi kom, var der elektricitet i stuehuset. I stalden måtte vi klare os med en lygte, men det fik vi hurtigt ændret.

Mit første køkken var ret skummelt. Væggene var malet grågrønne, og ydermuren, der vendte mod nord, var altid våd, når jeg lavede mad. Jeg kogte jo også tøj der til at begynde med. Loftet havde samme farve som væggene, og der var elektriske ledninger hen under loftet. De sad på kopper som dem, vi nu bruger på hegnspæle. Jeg turde snart ikke røre ved dem. I 1946 fik vi lagt gipsloft og ledningerne lagt om og plader på væggene, som vi malede ovenpå. Det blev grønt forneden og gult foroven. Dengang havde vi endnu ingen faste skabe. Nu har vi køkkenbord med vask og en dejlig rød plade på, der kan tåle alt. Der er også tre skabe og et lille vægskab, hvor jeg har tallerkener og kopper. Desuden har jeg et almindeligt spisebord med voksdug på. Det fik jeg efter min bedstefar i 1947. Der kunne vi godt spise, og vi har også gjort det, men vi vil hellere sidde i stuen. Der har vi radio og fjernsyn, og det er jo kun få skridt.

I mange år måtte jeg hente vandet i stalden. Om vinteren endda i selve brønden, for vandrørene var så lidt i jorden, at det frøs efter 14 dages frost. Det var ikke sjovt. Det var jo også både til heste og køer. Det brugte vand smed jeg ned i hønsegården eller blot ud af døren, når det alligevel var vådt. Afløb fik jeg sammen med det nye køkkenbord. I mange år havde vi et ganske almindeligt komfur. Det var nu ikke så blankt som så mange andres, men jeg syntes også, jeg var hårdt spændt for. Det var ikke megen tid, der var min egen.

Når vi fældede træer i skoven, så blev der også kvas. I mange år huggede jeg det selv med en lille økse. Efter at vi fik det hugget med en kvashugger, hentede jeg det tit langt nede på marken på en trillebør. Så var det jo, vi fik centralvarme i 1968 og dermed varmt vand. Da blev det gamle komfur brækket ned, men forinden havde vi fået gaskomfur af børnene til vort sølvbryllup. Jeg havde og har stadig et godt spisekammer. Der står en fryser, som jeg fik i 1962, og et køleskab, som jeg fik af min datter i 1968, da de flyttede hen, hvor der allerede var et køleskab. Jeg fik så en fryser mere for en halv snes år siden, for min mand fik sukkersyge, og så skulle han have mange grøntsager. Dem var han nu ikke vild med. Af elektriske husholdningsartikler har jeg kun en pisker, men det er jo kun mig selv og så min søn, der kommer hjem og spiser middagsmad, så der behøves ikke så meget. Vi har altid spist begge retter mad af samme tallerken, men Gunner bryder sig ikke om to retter. Det er da en lettelse.

I 1975 fik vi det gamle vaskehus brækket ned. Det var alt for simpelt opført, for vi kunne næsten ikke få den nødvendige cement under krigen. Så blev det forlænget i hele stuehusets bredde, hvoraf halvdelen blev terrasse. Her har jeg et tørrestativ, jeg fik af børnene, da jeg fyldte 60 år. Samtidig fik jeg vaskemaskine. Der skulle jo skiftes tøj tit, mens min mand var syg. Han lå de sidste fire år i en hospitalsseng. Inden jeg fik vaskemaskine, vaskede jeg på et vaskebræt, som jeg arvede. Tænk, jeg har brugt det i 40 år, og det var vist gammelt dengang.

Jeg fik min første støvsuger i 1940, og den blev udskiftet for ca. 15 år siden, men jeg har en tæppefejer. Den fungerer knippel, - den bruger jeg til daglig. Jeg har tæpper i den store "ny" stue såvel som i dagligstue og soveværelse og vinyl i køkkenet. I den ene ende af badeværelset har jeg lagt et stykke fra gulvtæppet i stuen. Der er badekar og bruser og fliser på væg og gulv. Nu er det jo ingen sag at få sig vasket. Det skulle man tidligere stjæle sig til. Det foregik nærmest i køkkenet om sommeren. Om vinteren sad jeg da foran kakkelovnen, når jeg vaskede fødder. Vi var jo kun os selv, og for børnene var det det samme. I de meget varme somre, som vi jo da har haft nogle stykker af, fik de en balje vand ud i haven. I 1954 fik vi vandværk, og da fik vi også toilet, men kun med det nødvendigste. Min mand havde det med at skulle op om natten, så det var ikke rart at skulle ud ved vintertid. Jeg tror, det er 7-8 år siden, vi fik det lavet, som det skulle være.

Vi fik fjernsyn i 1964, og det første, vi så, var Anne Maries bryllup med Konstantin. Efter at vi havde fået det, blev det ikke til så meget med håndarbejdet. Jeg tænker ellers tit, at det er noget godt pjat, jeg har set, men så er tiden jo gået.

Jeg har selv tegnet mit barndomshjem på stramaj, og jeg synes, det er ret livagtigt. Jeg har gået til sykursus for næsten 30 år siden, og jeg syr da rask væk mine kjoler selv. Jeg køber rester til billige penge, - dem har det tit været småt med.

Min prydhave lå og ligger nord for stuehuset, men den er blot ikke nogen pryd mere. De år, hvor jeg var selv om det hele og havde stalden fuld af kreaturer og grise, da blev den forsømt. Nu har jeg prøvet at sprøjte, så måske jeg kan få bund i den igen. Jeg har samlet mange nye stauder og buske, så jeg har noget at flytte derned.

Køkkenhaven er blevet større end før. Den gamle roekule har jeg jævnet, og alting gror godt, men det er ikke let at holde rent. Jeg sælger hvert år jordbær til mine naboer, og når børnene kommer hjem, får de en forsyning.

Så har jeg en gammel byggeplads. Den har ikke været dyrket i flere år, men nu er jeg ved at få bund i den. Jeg har haft kartofler i den de to sidste år, men det er jo lerjord, - derfor ikke særlig egnet.

Jeg har haft mange høns engang, men de blev syge. Det var leukose. Vi sendte en ind til undersøgelse og fik det råd, at vi ikke måtte have høns på samme sted i syv år. Så er det aldrig blevet til noget, at vi fik nye. Vi har enkelte år haft ænder og gæs, men ikke i større stil. Pengene gik i den fælles kasse, og den havde jeg ikke adgang til. Sådan var det.

Jeg har aldrig haft udearbejde, blot lidt roehakning for at tjene en skilling, der var mine egne. Jeg spurgte sommetider Aage, hvor mange penge han havde. Han lod gerne, som han ingen havde. Det var i hvert fald ikke noget, der kom andre ved. Så fik vi en dag besøg af en sigøjnerdame. Vi bød hende en kop kaffe. Hun satte sig om i sofaen til Aage og lod, som om hun manglede tøj. Han sagde så, at vi skulle prøve at finde noget til hende. Mens jeg var borte, listede hun hans tegnebog op af lommen og tømte den for penge. Da hun var gået, lå tegnebogen bag hans ryg. Han tog den i lommen igen uden at se efter pengene. To dage efter skulle han af med penge, og da var de alle sammen borte. Vi meldte det straks til politiet, og de gjorde, hvad de kunne. Jeg kørte med dem rundt på campingpladserne for at se efter hende, men de havde jo fået for langt et forspring. Der havde holdt en bil nede på vejen og ventet på hende. Vores nabo havde mærket sig bilnummeret, og det var en hollandsk bil, men de havde nok forladt landet. Men nu måtte Aage jo ud med, hvor mange penge det drejede sig om. Det var 7.260 kr. Nu kom det i aviserne, og det var han ikke stolt af. Vi meldte det til vores forsikring. Vi var forsikret for 300 kr., men så var de så humane, at de lod det gå ind under begrebet ran, så vi fik 5.000 kr.

Der gik længe, inden Aage overvandt det. Han blev helt syg af det. Nu kom jeg i tanke om, at jeg også godt ville se penge, så jeg sagde til ham, at plejepengene, vi fik til ham, dem ville jeg have. Hvem var nærmere til dem? Han blev vred og stak mig hele tegnebogen og sagde, at så ville han aldrig have med penge at gøre mere. Så skulle jeg selv sørge for, at alt blev betalt. Til gengæld fortalte jeg aldrig ham, hvor mange penge jeg havde.

Jeg fortsatte med landbruget, efter at Aage blev syg. Jeg var oppe på 276 kg smør det sidste år, vi leverede mælk. Det havde vi aldrig før været. Så holdt vort lille mejeri op, og nogle kom til Kolding Mejeri. Det ville vi ikke begynde på, for vi vidste jo ikke, hvor længe jeg kunne blive ved. Det var jerseykøer, vi havde, og nu begyndte jeg at krydse dem med charolais. Det gav vældig fine dyr. Jeg solgte kalvekvier og fedekalve. Jeg malkede stadig køerne, så jeg kunne købe en ekstra kalv til hver ko. Jeg havde på et tidspunkt 53 dyr i den lille stald, og der var jo også søer og grise. Jeg har selv tillagt ca. 30 søer i den tid og haft så meget ud af dem. Det passede ikke Aage, at det gik så godt. Så meget havde det aldrig givet før. Det kunne jo tyde på, at han ikke havde forstået det. Han solgte alting, så snart der kom nogen og bød helt godt på det. Det var gerne hans snak, når jeg bad ham beholde en kvie, som jeg vidste var god.

Aage døde i 1978 efter at have været syg i 12 år af sclerose. Efter hans død har jeg afhændet det hele. Stalden kunne simpelt hen ikke holde længere.

Jeg havde et mas med stolper, der væltede, og grise, der sprang over. Køerne blev for gamle, - de to sidste var født i 1965 og 1966. Jeg havde købt to sortbrogede kalve. Da de blev leveret, tog vi den ene tilbage i slagtet tilstand og delte med børnene. Jeg tror, jeg har slagtet 6-7 tyrekalve i tidens løb. En gang bildte jeg Aage ind, at den gamle ko havde fået tvillinger for ikke at få ballade, da jeg havde købt en jerseykalv uden hans vidende.

Ja, og så har jeg haft vrøvl med kommunen. De ville have, jeg skulle sætte tagrender op, så regnvandet kunne drænes væk og sammen med møddingsvandet løbe ned i ajlekummen. Jeg sagde, at så kunne jeg køre ajle ud hver fjortende dag, og det er jo umuligt. Nu er ajlekummen fyldt med jord, så nu er det slut. Jeg har dog seks grise til fedning. Børnene plejer at få en halv eller en hel gris i julegave.

Det var nu godt, jeg var kommet af med kreaturerne, for mellem jul og nytår i 1980 fik jeg blindtarmsbetændelse. Jeg troede, det var noget forbigående, og ventede alt for længe med at ringe efter lægen. En halv time efter, at lægen var kørt, var ambulancen efter mig. Lægen sagde, at blindtarmen havde været sprunget i to dage, så der var vist bud efter mig. Der gik tre uger, så kom jeg på Trelde Sande på rekreation, for jeg fik en hospitalsbyld oven i købet, så jeg måtte opereres igen. Først lige inden jeg skulle til at harve og tilså, havde jeg sygdommen overstået. Gunner kom hjem med nogle af sine naboer, og de samlede sten for mig. Jeg kørte bare traktoren. Nu i efteråret har jeg fået kalk på jorden og det hele sprøjtet. Det var dyrt, men jeg regner med, det kommer igen.


Edith Hansen kom i marts 1999 på plejehjemmet "Lærkebo" i Vejstrup og i oktober 2002 på "Birkebo" i Christiansfeld, hvor hun døde den 22. marts 2004 i en alder af 89 år.


Et hyldestdigt til Refsgård ved Egtved:

Forfattet af Edith Christine Magdalene Bargisen (1914-2004), der havde sin barndom og ungdom på "Ulvedal" i Refsgård.

Mel.: Mit barndomshjem (fremført af bl.a. Carl Brisson og Lørdagspigerne)

Du skønne egn med rige fortidsminder,
ja, lige skøn ved vintertid og vår,
når somrens sol på grønne marker skinner,
når løvet gyldnes imod efterår.
Når sneens smeltevand mod bækken haster
langs mørke furer imod dalens bund,
når sommernatten lette skygger kaster,
og lærken vågner af sit korte blund.

Der plantes gran og fyr på brede banker
og lange rækker langs med markens skel,
en enlig pil de slanke grene strækker
mod aftensolen fra sit bakkehæld,
en verden fyldt af aftenfred og stilhed,
så fjernt fra larmen i den store by.
En sommeraftens lune, tyste mildhed
går ud i et med morgendagens gry.

Her leged' jeg som barn blandt brune banker
og fisked' i den rene, klare å.
Forglemmigej i engens græs jeg sanked'
og plukked' hjertegræssets fine strå.
Min første have grov jeg midt i lyngen
for andre folk at se helt uden værd.
Jeg sikkert ej så nøje så på lønnen.
Jeg ved, den have blev for mig så kær.

Hver sommeraften mosekonen brygger
og breder ud sit lette tågeslør
og gemmer dem, som i det lave bygger
og hviler trygt bag hjemmets lave dør.
Hver gruppe elletræer af tågen dukker
lig grønne øer på et sølvhvidt hav.
Så sent om kvæld man hører gøgen kukke
vemodigt over Egtved-pigens grav.

I arilds tid da blev du stedt til hvile,
du skønne mø midt i din ungdoms vår,
skønt du blev flyttet mange, mange mile,
dit minde dog til evig tid består.
En mindesten har dine frænder rejst dig,
da de berøvede dig gravens fred,
en sommer tog du på den store rejse,
småblomster gav man dig i graven med.

Engang imellem vender jeg tilbage
at se mit barndoms tabte paradis,
så mindes jeg min ungdoms lyse dage,
min første kærlighed på barnlig vis.
Så mange af de folk jeg dengang kendte,
nu hviler trygt i lune graners ly.
I tankerne så ofte hjem jeg vendte
til dig, min kære gamle barndomsby.

Vejstrupskov, 1978

Billede

punkttegn  Om



• Portræt.

• FT-1916, 01.02.1916, Rosengade 4, Kolding, forhus, 1. sal.

• FT-1921, 01.02.1921, Hejls By, Hejls Sogn, matr. 6o el. 6r (Hejls Kirkevej).

• FT-1925, 05.11.1925, Refsgård, Egtved Sogn.

• Konfirmation, 05.10.1928, Egtved Kirke, Egtved Sogn, Jerlev Herred, Vejle Amt. Opslag 94.

• FT-1930, 05.11.1930, Refsgård, Egtved Sogn, matr. 11d.

• FT-1940, 05.11.1940, Vejstrupskov, Vejstrup Sogn, matr. 11d. Bog 2, side 137-138.

• Beliggenhed: Vejstruprødvej 37, Vejstruprød By, Vejstrup, matr. 11d.


Billede

Edith blev gift med Aage Viktor HANSEN, søn af Marius HANSEN og Else Petrine HANSEN, den 16.10.1935 i Egtved Kirke, Egtved Sogn, Jerlev Herred, Vejle Amt. (Aage Viktor HANSEN blev født den 12.02.1904 på Seest Overholm, Seest Sogn, Anst Herred, Ribe Amt, dåb den 27.03.1904 i Seest Kirke, Seest Sogn, Anst Herred, Ribe Amt, døde den 19.01.1978 på "Birkebo", Christiansfeld Kommune, Sønderjyllands Amt og blev begravet den 25.01.1978 på Vejstrup Kirkegård, Vejstrup, Christiansfeld Kommune, Sønderjyllands Amt.)

punkttegn  Om Aage og Edith



• Beliggenhed: Vejstruprødvej 37, Vejstruprød By, Vejstrup, matr. 11d.
1910.



• Beliggenhed: Vejstruprødvej 37, Vejstruprød By, Vejstrup, matr. 11d.



• Beliggenhed: Vejstruprødvej 37, Vejstruprød By, Vejstrup, matr. 11d.



• Ejendom: Matrikelkort, 1933, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.



• Ejendom: Pantebrev, 26.09.1935, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Overtaget efter tidligere ejer. Stort kr. 9.600.



• Ejendom: Pantebrev, 26.09.1935, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Overtaget efter tidligere ejer. Stort kr. 600.



• Ejendom: Deklaration, 14.01.1936, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Gældsovertagelse efter forrige ejer. Stort kr. 9.600.



• Ejendom: Deklaration, 14.01.1936, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Gældsovertagelse efter forrige ejer. Stort kr. 600.



• Ejendom: Pantebrev forsiden, 24.05.1938, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Statslån. Stort kr. 3.500.



• Ejendom: Pantebrev bagsiden, 24.05.1938, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Statslån. Stort kr. 3.500.



• Ejendom, 1944, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Brev fra Det Danske Hedeselskabs Grundforbedringsvirksomhed.



• Ejendom: Kort, 1944, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Grundforbedringsfonden. Kort over matr. nr. 11d og e.



• Ejendom: Pantebrev, 1944, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Grundforbedringsfonden. Dræning. Stort kr. 460.



• Billede: Vejstrupskov.



• Billede: Vejstrupskov.



• Billede: Vejstrupskov.



• Billede, 1958, Vejstrupskov.



• Sølvbryllup, 16.10.1960, Vejstrup.



• Billede: Vejstrupskov.



• Ejendom: Pantebrev side 1, 04.06.1962, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Nyt lån. Stort kr. 4.000.



• Ejendom: Pantebrev side 2, 04.06.1962, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Nyt lån. Stort kr. 4.000.



• Ejendom: Afsætning af skel - kort, 1964, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.
Skellet indtil matr. 4a, Ravn.



• Ejendom: Afsætning af skel - regning, 1964, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.
Skellet indtil matr. 4a, Ravn.



• Ejendom: Brandforsikring side 1, 1965, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Brandforsikring side 2, 1965, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Brandforsikring side 3, 1965, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Kort KOH side 1, 1981, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Kort KOH side 2, 1981, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Kort KOH side 3, 1981, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Kort KOH side 4, 1981, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d.



• Ejendom: Endeligt skøde, 2.1999, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Vejstruprødvej 37 solgt til I og N Vest APS, Vejstruprødvej 31, Sjølund.



• Ejendom: Huslejekontrakt side 1, 11.03.1999, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Huslejekontrakt indgået efter salg af ejendom.



• Ejendom: Huslejekontrakt side 2, 11.03.1999, Vejstruprød By, Vejstrup Sogn, matr. 11d og 11e.
Huslejekontrakt indgået efter salg af ejendom.



• Gravsted: Vejstrup Kirkegård, Vejstrup.


punkttegn  Parnotater:

Opslag 99 viet. Viet af sognepræst Sarnæs af Harte. Vidner: Brudeparrets fædre boelsmand Marius Hansen af Ballesgård, boelsmand Jørgen Bargisen af Refsgård.

Vejstrupskov: Vejstruprødvej 37, 6093 Sjølund. Matr. 11d. Nedbrændt i 1999. Nyt opført i 2006.



Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 20.12.2021 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af bellevue250(snabela)gmail.com